Hvad er line dance?
Line dance er udsprunget af square dance og kom til Danmark for efterhånden en del år siden. Efterhånden er denne danseform blevet så populær, at der mange steder rundt om i landet er opstået klubber, hvor fællesskabet omkring musik og dans nydes. Vi har i Kvissel Square & Linedancers (KSLD) haft linedance på programmet i over 10 år.
Line dance kræver ingen fast partner, og i KSLD er der bestemt ingen aldersgrænse. Der findes danse i alle tempi, så man kan roligt påstå, at der findes noget for enhver smag.
Line dance danses i rækker, og hver enkelt danser er ikke afhængig af hinanden.
Niveauer:
I KSLD danser vi på 5 niveauer: Nybegynder, Begynder 2, Let øvet 1, Let øvet 2 og Øvet.
- Nybegynder - et hold for helt nye dansere, der aldrig har danset linedance før. Her indøves grundtrinene.
- Begynder 2 - et hold for begynderdansere der gerne vil et lille skridt videre. Holdet er også for dansere, der tidligere har danset linedance og gerne vil have genopfrisket sin kunnen.
- Let øvet 1 - for dansere, som har lært grundtrinene og nu gerne vil videre.
- Let øvet 2 - en naturlig fortsættelse efter Let øvet 1, men nu på et lidt højere niveau og dermed en naturlig overgang til det øvede hold senere.
- Øvet - holdet for de erfarne dansere.
Læs mere under "Holdbeskrivelser og niveau"
Hvert år til sæsonstart har vi 2 prøveuger, hvor man har mulighed for at danse med på alle niveauer. Dette skulle gerne være en hjælp til at finde ud af, hvilket niveau man vil danse på - her kan man også spørge instruktørerne til råds. For nye medlemmer af klubben, kan der gives op til 4 prøvegange, før man skal beslutte sig.
Nogle vælger også at danse på flere niveauer, således at man får lidt flere udfordringer. Dog har vi vedtaget en lille begrænsning i klubben således, at hvis man danser på begynderholdene, ja så kan man højst danse på let øvet 1-niveau samtidig.
Udover vores 5 niveauer har vi også vores hyggehold. På hyggeholdet tager vi bl.a. nogle af de gamle danse op, som tidligere er udlært i klubben. Danserne kan selv sætte sit præg på, hvilke danse, som skal tages op igen.
|